Af Mads Bang Kristensen

Fra 1955 til dens slutning i 1975, varede den forfærdelige Vietnam krig mellem USA og Vietcong som helt centrale parter. Krigen var på sit højeste i 60’erne, og af en så forfærdelig og modbydelig konflikt, udsprang helt fantastiske og ikoniske bands og sange. Mange af disse artister var af værdier der bød på frihed på alle måder. Populært er de kendt som ”hippier”. Mest kendt af disse er måske John Fogerty og Creedence Clearwater Revival, der med deres look og lyd fuldstændig affekterede generationer af mennesker. Sammen med sloganet ”Make love, not war” stod Creedence Clearwater Revival på frontlinjen imod krigen. Især det amerikanske ”draft” koncept var en idé der producerede musik. Dette var et koncept USA brugte under krigen, der betød at ”hvem som helst” kunne blive udtrukket til at skulle i krig. Dette mødte naturligvis stor modstand, da mange mente det var uretfærdigt, og det blev hurtigt gennemskuet hvorfor sønner af rige og magtfulde mennesker aldrig blev trukket til at skulle i krig. Af modstand til dette skrev John Fogerty ”Fortunate Son”. Dette blev snart hymnen for krigsmodstanden, og et perfekte ekspressivt udtryk for kulturens modstand af USA’s involvering i krig. Sangen toppede som nummer 3 på Billboard, og Rolling Stone rangerer den som nummer 99 på listen over ”Top 500 bedste sange igennem alle tider”. I 2014 blev sangen indlemmet i USA’s nationale indspilnings register, for dens ”kulturelle, historiske og æstetiske betydning”

 

 

Sangens samfundskritiske budskab, ramte perfekt ned i tidsånden og har for evigt plastret sig fast som mere end bare en sang. En sang som denne, gav folk noget at samles om, uvidende om de var de næste der skulle ned og kæmpe i krigen. John Fogerty har udtalt om sangen; ”Den er om det gamle ordsprog om at rige mænd starter krige, og de fattige udkæmper dem”.

En enkelt sang blev altså noget millioner mennesker kunne blive enige om. Den ensomhed man som ung kunne opleve, blev erstattet af en følelse af samvær og solidaritet. Det gav en tro på at man kunne klare det hele, i fællesskab. Og måske det også var den betydning musik fik i 60’erne. Man skal jo også tænke på at man i den tid ikke gik med høretelefoner i for sig selv, med hænderne i lommerne. I stedet blev musik spillet for fuld skrue igennem radioen eller højtalere på pladserne med antikrigs demonstrationer. Man hørte musik sammen, og det bragte mennesker tættere. Og i en tid med en meningsløs krig, og uretfærdige sociale klasser, var musik noget at samles og enes om.

Selvom USA tabte krigen, vandt de musikken, og når man tænker på lyden af 60’erne er det ikke lyden af kanoner og våben, men derimod lyden af solidaritet og ønsket om frihed. Det var en tid hvor der blev udforsket og eksperimenteret, og det er også det vi kan høre på musikken, der ikke var bange for at være samfundskritisk og sarkastisk. Lyden af 60’erne har uden tvivl sørget for at udruste generationer med en nysgerrighed, og et urokkeligt mod.

 

11 Replies to “Lyden af krig”

  1. I just could not depart your website before suggesting that I actually loved the usual information a
    person provide for your visitors? Is going to be back frequently in order to check up on new posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *